Snickerskage m. saltkaramel og chokolade (opdateret)

Tilbage i 2016 delte jeg min første udgave af en snickerskage. Corona-epidemien er over os pt., og vi er mange som arbejder eller studerer hjemmefra. Derfor var det oplagt for mig, at genfinde nogle af mine gamle opskrifter og favoritter - og opdatere dem en smule. Denne veganske og glutenfrie snickerskage var en af dem.

Snickerskagen består af peanuts, et sundere lag karamel og chokolade - præcis som man kender Snickersbaren fra supermarkedet. Det har jeg eksperimenteret med og kreeret denne "sunndere" snickerskage bestående af: kagebund med peanutbutter og banan, karamellag lavet med dadler - og toppet med peanuts og smeltet mørk chokolade... Hvad siger I så?

Opskriften giver en "flad kage" med en springform på 26 cm - eller en lidt højere kage med en springform på 18 cm. Kagen på billedet er bagt med en springform på 26 cm.

Ingredienser, bunden:

2 bananer, modne
100 g dadler, juicy dates (dem fra æske, f.eks. fra RM import)
3 store spsk. peanutbutter
1 tsk. salt
2 spsk. sirup, sukrin eller sukker
5 spsk. mel, f.eks. rismel

Karamellag
14 dadler, friske (ca. 8-9 gram pr daddel)
½ dl vand
½-1 tsk. salt
1 spsk. sirup

Topping:
100 g mørk chokolade
2 dl hakkede peanuts (evt. udskift ½-1 dl med brændte mandler)


Fremgangsmåde:

Bunden:

  • Forvarm ovnen på 200 grader, varmluft
  • Bunden kan med fordel laves på en foodprocesser eller minihakker
  • Kom dadler i foodprocesseren og blend til mindre stykker
  • Kom herefter peanutbutter og bananer i, og blend igen til en ensartet masse
  • Tilsæt de øvrige ingrediennser og blend igen
  • Fordel dejen i en smurt springform (18 eller 26 cm, alt efter den ønskede højde)
  • Bag dejen i ca. 20 minutter
  • Tag den ud af ovnen og lad den afkøle, imens laves karamellen og topping gøres klar

Karamellag og topping:

  • Igen er en foodprocesser eller minihakker optimal at bruge
  • Blendes dadlerne alene, så de bliver hakkede til mindre stykker og begynder at "klistre" godt
  • Blend nu de øvrige ingredienser i
  • Smag til med sirup og salt - og sæt til side
  • I en skål smeltes chokoladen, i en gryde over vandbad
  • Fordel karamellaget på kagebunden og drys med peanuts
  • Fordel nu den smeltede chokolade ovenpå
  • Sæt kagen på køl i en times tid - og gerne længere tid
  • Tag kagen ud af køleskabet 15-20 minutter før servering


Velbekomme - og tak, fordi du læser med.