Glutenfri rabarber-æble-drøm

Æbler tilhører rosenfamilien.  Æbler er blevet anvendt i Danmark i flere tusinde år. Man har fundet æblekerner og forkullede æbler i grave fra både sten- og bronzealderen. Vores forfædre har formodentligt ikke plukket æbler og spist dem direkte fra træerne. Dertil var datidens æbler alt for sure. De første æbler i Danmark var nemlig vildæbler og ikke nær så store og søde som de sorter, vi kender i dag.
Jeg elsker et godt lækkert og frisk æble. Det skal være lige tilpas surt og sødt. Jeg spiser rigtig mange æbler friske, presset til juice, æblegrød og ellers bruger jeg dem i bagværk. Når det gælder bagværk har jeg flere gange lavet en rabarber-æble-kage, og har redigeret i opskriften. Først nu har jeg fundet den helt perfekte opskrift, hvis du spørger mig. Den er fantastisk at spise til sommerens arrangementer, eller en hyggelig eftermiddag i solen. Opskriften finder du nedenfor.


Ingredienser:
4 stængler rabarber
3 æbler
5-6 jordbær (kan undlades)
5 spsk. sukrin eller sukker
Appelsinskal og lidt saft
2 bananer, modne
3 spsk. kartoffelmel (blandet med 8 spsk. vand)
250 ml sojapiskefløde
50 g plantemargarine*
50 g kokosolie*
4 spsk. sirup, sukrin eller sukker
1 tsk. vaniljepulver
1,5 dl mandelmel, fedtreduceret
1,5 dl boghvedemel
2 spsk. HUSK / loppefrøskaller
2 tsk. bagepulver
Hakkede mandler
ca. 4-4,5 dl vand
Evt. chokolade
Evt. appelsinskal
Evt. creme fraiche ((F.eks. Oatly) rørt med vaniljesukker) eller sojaflødeskum

*eller i alt 100 g. kokosolie, i stedet for plantemargarine.

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 180 grader, varmluft.
Rabarberne, (evt. jordbærrene) og æblerne renses og skæres i små stykker, ca. 1-1,5 cm. (Æblestykkerne laver jeg gerne i lidt forskellige størrelser).
De puttes i et ildfast fad og drysses med 5 spsk. sukrin eller sukker. Rør rundt og sæt fadet ind i ovnen og bag i 20 minutter.

Imellemtiden laves dejen.
Jeg lavede dejen på en køkkenmaskine. Har du ikke sådan en så brug gerne en håndmikser.
Bananerne moses og blandes med kartoffelmel-blaninden, revet appelsinskal (og saften fra ⅓ appelsin) og sojafløde. Pisk godt så det bliver en luftig masse. Smelt kokosolien og plantemargarinen og tilsæt langsomt imens der piskes.
Tilsæt sukrin, vaniljepulver, bagepulver og loppefrøskaller.
Bland lidt efter lidt mel og vand i massen, imens der stadig piskes. Alt efter meltype kan det være, at du skal tilsætte lidt ekstra vand. Dejen skal være klæbrig men en lille smule fast.
Når du har det rette resultat tilsættes de hakkede mandler og røres godt rundt.
I en springform (bunden beklædt med bagepapir) fyldes dejen i.
Ovenpå dejen hældes de ovnbagte rabarber og æbler. Sørg for at få en del af dem rørt rundt med dejen.

Bages i 35-40 minutter. Stik i kagen, der må ikke være dej på gaflen når du trækker den op fra kagen.

Lad den køle af og sæt den meget gerne på køl i en time eller to, inden den skal serveres.
Hak evt. chokolade og drys med det sammen med revet appelsinskal.
Rør creme fraiche sammen med vaniljesukker - eller server med pisket flødeskum, hvis du ønsker noget til. Ellers bare spis den som den er. Den er lækker og svampet.

Velbekomme – og tak, fordi du læser med!