Vegansk hønsesalat

Siden jeg blev veganer, har jeg gået og savnet et godt alternativ til en traditionel hønsesalat, som man kender den fra pålægsdisken. Nu har jeg eksperimenteret for at få en vegansk version, som minder utrolig meget om den hønsesalat man kender.

Opskriften giver en kæmpe portion vegansk hønsesalat, nok til ca. 6-8 madder.

Ingredienser:

3 dl soja yoghurt, neutral
4-5 spsk. mayonnaise, f.eks. den veganske fra Hellmann's
3 spsk. sennep, stærk
1 spsk. sukker
Salt og peber
170 g champignoner, i glas, drænet
150-200 g aspargessnitter, i dåse, drænet
180 g LikeMeat Chicken Style Chunks, frost
50-100 g edamamebønner, frosne.

Fremgangsmåde:

OBS: LikeMeat "kyllingestykker" og edamamebønner, er frosne, og derfor skal de tøs op, før du begynder med denne opskrift.


- I en skål blandes soja yoghurt med vegansk mayonnaise, sennep, sukker, salt og peber.
- Rør det hele godt sammen.
- Kom de drænede champignoner og aspargessnitter ned i dressingen.
- Dernæst kommer du LikeMeat og edamamebønner i.
- Rør godt sammen, og smag til med evt. ekstra salt, peber, sennep eller mayonnaise.
- Lad det stå på køl i min. 30 minutter før servering.
- Rør rundt inden servering, da overskydende vand fra champignoner og aspargessnitter, kan gøre at der dannes "vand" øverst i den veganske hønsesalat.


Serveringsforslag: Kom spinatblade på nyristet rugbrød, anret med hønsesalaten og drys med chiliflager samt friske krydderurter / ærteskud.

Velbekomme, og tak fordi du læser med.