Havtornsirup - en sand vitaminbombe

Havtorn er fantastisk kilde til vigtige vitaminer. Flere og flere er begyndt at kende til det lille bær, og kender det fra især standområder. Det er et lille orange bær, som indeholder samme mængde C-vitamin som en hel appelsin. Derudover indeholder den også omega 7 fedtsyrer. Bærerene er syrlige i smagen, men smager himmelsk som saft, sirup, marmelade eller i en sommersalat.
Bærrene kan plukkes i august-oktober måned. Dog kan de købes året rundt, på frost i f.eks. Irma, Meny og andre store supermarkeder.
Jeg har før lavet et par opskrifter med havtorn: saft og smoothie, men denne gang har jeg lavet havtornsirup, som kan bruges til alverdens retter. Det er så lækkert, og kan bruges som topping på blandt andet pandekager, sojayoghurt og salater.
Kan holde sig i ufatteligt lang tid, så længe det står på køl, og rystes inden brug.


Ingredienser:
4 ½ dl havtorn*
4 dl sukker
3 dl vand
Evt. saften fra en appelsin

*Hvis du ikke selv har mulighed for at finde havtorn i naturen, kan du købe dem på frost hos blandt andet Meny og Coop's butikker.

Fremgangsmåde:
I en gryde kommes havtorn, sukker, vand og evt. appelsinsaft.
Lad det koge op ved medium varme, og småsimre i ca. 10-12 minutter. Rør rundt så det ikke brænder på.
Sluk for blusset og lad det stå at trække i ca. en times tid.
Sigt igennem et klæde eller en finmasket sigte.

TIP: Du kan sagtens bruge de kogte havtorn som topping ovenpå yoghurt, eller så kan du mose eller koge dem til kompot/marmelade.

"Siruppen" kommes tilbage i gryden, og skal nu koges ind til en cremet tykkelse.
Du kan selv vælge hvilken konsistens din sirup skal have, men jeg plejer at koge det ind i ca. 15 minutter,
med konstant omrøring.

Sluk for komfuret og lad det afkøle før du hælder det over på flaske/glas, der er rengjort med atamon.



Velbekomme - og tak, fordi du læser med.