Kanel-chokolade-brød

Den bedste kanel kommer fra Sri Lanka, hvor træet har hjemme, men den bliver også dyrket på Sumatra og Java, i Brasilien og i Egypten. Sri Lankansk kanel af god kvalitet er meget tynd og glat bark, med en lys gul-brun farve og med en meget stærk, og dog blid og rund lugt, og en sød, rund, varm og aromatisk smag. Den kommer fra en aromatisk olie, som udgør op til 1% af kanelbarken.

Det var kanel, der bragte hollænderne til Sri Lanka, hvor de grundlagde en handelsstation i 1638. Som en hollandsk kaptajn skriver:
"Kysterne af øen er fulde af det, og det er det bedste i hele Østen: når vinden står rigtigt, kan man lugte kanelet 24 mil til havs" (Braudel 1984, Side 215).

Den lækre kanelduft har også bredt sig i mit køkken. Jeg har lige bagt en skønt kanel-chokolade-brød. Opskriften skal I ikke snydes for, og findes nedenfor.

Ingredienser:

DEJEN:
1 pk. gær
240 ml. plantemælk*
70 g plantemargarine / kokosolie**
½ tsk. salt
450 g mel***
1 ½ spsk. sukker

*Jeg brugte mandelmælk. Men ris- eller sojamælk kan også sagtens bruges.
** Jeg brugte Ama plantemargarine, da jeg synes det samler dejen rigtig godt. Men har lavet den med kokosolie før, og det kan sagtens lade sig gøres.
**Jeg brugte halv rismel og halv boghvedemel. Men anden meltype kan sagtens bruges, alt efter om hvilket brød man vil have. Man kan også vælge en fuldkornstype, hvis man vil have et grovere brød.

FYLDET:
20-30 g chokolade, mørk*
60 g plantemargarine / kokosolie
2 spsk. kanel
1 dl farin eller sukrin gold

*Kan undlades, hvis der ønskes en smag af alm. kanelsnegle. Men jeg synes, at chokoladen giver en intens og gennemtrængende smag.

PENSLING:
1 spsk. plantemargarine / kokosolie
1 spsk. farin (kan undlades)
½ tsk. kanel (kan undlades)

Fremgangsmåde:

DEJEN:
Plantemælken varmes op i en gryde, og margarinen tilsættes og smeltes. Lad det afkøle til lillefinger-varme.
I en røreskål hældes mælken i og gæren smuldres i. Rør rundt og lad det stå og hvile i 5-10 minutter. Tilsæt nu sukker, salt og melet (lidt efter lidt). Rør godt.
Når dejen er fast og ensartet skal dejen hæve i ca. 50-60 minutter, på et lunt sted.

FYLDET:
Plantemargarinen smeltes i en kasserolle. Sluk for komfuret og tilsæt chokoladen og rør rundt indtil chokoladen er smeltet helt. Kanel og farin røres sammen med massen.

Forvarm ovnen på 175 grader, varmluft.
Dejen rulles ud til en firkant og fyldet fordeles ovenpå.
Rul - som om du ville lave kanelsnegle.
Nu har du en lang pølse, som man normalt ville skærer ud til kanelsnegle.
I stedet deler ud - inde i hovedet - pølsen op i tre lige store dele. De to yderste dele foldes ovenpå midterdelen.
Put dejen i en rugbrødsform.

PENSLING:
Pensl med lidt smeltet plantemargarine.
Drys med lidt ekstra kanel og farin. (kan undlades)

Bag brødet i ca. 25 minutter.
Lad det køle helt af, før du skærer det ud.

Velbekomme - og tak, fordi du læser med!