Pizzasnegle med ærtepesto

Disse lækre og sunde pizzasnegle med ærtepesto er nemme som mellemmåltid, til madpakken eller som let frokost. De er nemme at lave, og smager rigtig godt. De minder om almindelige pizzasnegle, men tomatsaucen er erstattet med en smagsfuld grøn ærtepesto.
Ærter er små, sprøde, saftige og har en sødlig smag. De er en af de få grøntsager, som de fleste børn elsker.
Ærter er sunde. De har et relativt højt energiindhold, som stammer fra protein og kulhydrat. Desuden indeholder de masser af kostfibre, vitaminer og mineraler.
Opskriften giver ca. 15 snegle.
Ingredienser:

DEJEN:
200 g rismel
80 g kikærtemel*
60 g majsmel, fint
3 spsk. HUSK / loppefrøskaller
4 dl vand
1 tsk. urtesalt**
1,5 tsk. bagepulver

* De smager rigtig godt med kikærtemel, og det fås i diverse helsekostforretninger. Hvis du ikke har det, kan du bruge f.eks. havremel, boghvedemel eller anden glutenfri mel som erstatning.

** Jeg bruger Herbamare urtesalt (den grønne). Alm. salt kan også bruges.

FYLDET:
230 g. ærter
En håndfuld persille
En håndfuld korriander
2 spsk. olie
1-2 fed hvidløg
Peber

100-150 g. vegansk ost, revet*

* Jeg brugte Violife Mozzarellaost. Jeg kan også anbefale Violife Pizzaost.

Fremgangsmåde:
Opvarm ovnen til 200 grader, varmluft.

Først laves dejen.
Bland HUSK og halvdelen af vandet sammen. Lad det stå et par minutter.
Nu blandes alle de andre ingredienser i.
Lad det stå og trække i 20-30 minutter.

Lav fyldet imens.
I en minihakker/foodprocessor blendes alle ingredienserne til ærtepestoen.

På et meldrysset bord rulles dejen ud til en firkant (Ca. 35x35).
Ærtepestoen fordeles ovenpå den udrullet dej.
Drys med revet ost.
Rul dejen til "en snegl"/en lang pølse og skær skiver af ca. 2 cm bredde.

På en bagepapirklædt bageplade placeres pizzasneglene og trykkes lidt flade.
Bages i ca. 20-25 minutter, eller til at de er bagte og gyldne.

Velbekomme - og tak, fordi du læser med!